På dagpenge

k15@700
Foto: Martin Kurt Haglund

I DETTE KAPITEL

  • Sådan kan du freelance på dagpenge, hvis du er lønmodtager-freelancer
  • Sådan kan du freelance på dagpenge som selvstændig
  • De vigtigste regler – kort forklaret
  • Det kan AJKS tilbyde dig

At løse freelanceopgaver kan være din hurtigste og sjoveste vej ud af arbejdsløshedssystemet. Bruger du størstedelen af din energi på at udsende pitches og opsøge kunder frem for at fordybe dig i flere jobopslag end påkrævet, kan du vedligeholde, eller ligefrem udbygge, dine kompetencer – og dit omdømme.

På samme måde kan dagpenge være et sikkerhedsnet i starten af en tilvalgt freelancekarriere – som også hjælper dig med at sige nej til dårligt betalte opgaver. Det er til glæde for både dig selv og dine kolleger.

Er du på dagpenge, har du flere muligheder for at afprøve freelancetilværelsen, samtidig med at du bevarer dit økonomiske sikkerhedsnet. Der er regler, der skal overholdes, tidsrammer, der ikke må overskrides, og blanketter, der skal udfyldes, men det kan betale sig at bruge den nødvendige tid på formaliteterne.

Ro på økonomien kan frisætte din energi og dit fokus til at starte en langtidsholdbar freelanceforretning op.

Dagpenge, når du arbejder freelance

Som freelancer kan du få ”supplerende dagpenge” i de perioder, hvor du har få eller slet ingen opgaver. Hvad enten du arbejder som freelancelønmodtager, eller du driver virksomhed, kan du modtage supplerende dagpenge i 30 uger inden for to år.

De 30 uger kan du visualisere som et klippekort med 30 klip.

Hvordan du bruger dine ”klip”, afhænger af, om du kun arbejder som freelance-lønmodtager, eller om du har en virksomhed.

Arbejder du ”kun” som lønmodtager, er det alene de uger, hvor du både har arbejdstimer og modtager dagpenge, der ”klipper”. Du får udbetalt i en uge, hvor du har mindre end 37 timers arbejde i ugen.

Arbejder du i din virksomhed, er det alle uger, hvor du modtager dagpenge, der ”klipper”. Kun uger, hvor du ikke modtager dagpenge, ”klipper” ikke.

OBS! Når alle 30 uger er brugt, kan du ikke længere få suppleret med dagpenge.

Er du lønmodtager, kan du derfor ikke modtage supplerende dagpenge i uger med arbejde, men du kan stadig modtage fulde dagpenge i uger, hvor du ikke arbejder.

Har du virksomhed, er du nødsaget til at lukke din virksomhed for fortsat at kunne modtage dagpenge.

Selvom al dit arbejde bliver trukket fra i dine dagpenge, vil du alligevel tjene flere penge ved at løse opgaver, du bliver betalt for, end ved at lade være.

Omregningssatser/timepriser på dagpenge er nemlig som regel noget lavere, end det de fleste freelancere kan tage for deres arbejde. Ofte kaster opgaver også flere opgaver af sig, alene fordi du bliver tændt af at lykkes og du udvider dit netværk.

Sådan fradrager AJKS dit arbejde fra dagpengene:

  • Arbejde, hvor du bliver aflønnet med A-indkomst, fradrager AJKS time for time i dine dagpenge.
  • Arbejdstimer i din virksomhed fradrages også time for time.
  • Arbejde, hvor du bliver aflønnet med B-indkomst (honorar), og denne ikke er en del af en virksomhed, omregner A-kassen med gældende omregningssats, og de omregnede timer fradrages. Det kan ofte betale sig for dig i sammenhæng med dagpenge at blive aflønnet med B-indkomst.

Vigtigt at vide, hvis du har virksomhed

Du kan også få dagpenge, samtidig med at du driver virksomhed. Det hedder at have selvstændigt bierhverv og skal godkendes af AJKS. Du kan ansøge om at blive godkendt til selvstændigt bierhverv, hvis du:

  1. starter virksomhed, mens du er på dagpenge.
  2. har selvstændig virksomhed sideløbende med et fuldtidsarbejde som lønmodtager.

Hér er det imidlertid en forudsætning, at du har haft lønmodtagerarbejde af et vist omfang, for at det kan betragtes som en bibeskæftigelse. Du skal have haft lønmodtagerarbejde mindst 80 timer pr. måned i gennemsnit inden for de seneste 6 måneder, før du melder dig ledig. Der skal være mindst én arbejdstime i 5 af månederne.

Opfylder du ikke denne betingelse, betragtes virksomheden ikke som din bibeskæftigelse. Ønsker du dagpenge, er du derfor nødt til at lukke virksomheden. Kontakt i det tilfælde AJKS for nærmere vejledning.

Når du har modtaget godkendelse og tilladelse fra AJKS, har du ret til at drive virksomhed, samtidig med at du får dagpenge i 30 uger.

Det er dog en betingelse, at du er aktivt jobsøgende til et fuldtidsarbejde som lønmodtager – også når du arbejder i din virksomhed.

Der er til gengæld intet loft på, hvor mange timer du må arbejde i din virksomhed, og det er også i orden, at du arbejder i din virksomhed med henblik på at gøre det til din hovedbeskæftigelse på sigt. Blot skal du oplyse om de timer, du bruger, og de fratrækkes dine dagpenge time for time.

Når du har brugt de 30 uger, skal du enten kunne leve alene af dit arbejde som selvstændig eller lukke din virksomhed. Du vil kunne fortsætte med at modtage dagpenge, umiddelbart efter du har lukket virksomheden.

TIP

AJKS afholder gratis gå hjem-møder for freelancere, der vil have indsigt i reglerne om dagpenge og freelanceri eller selvstændig bibeskæftigelse. Tjek hjemmesiden ajks.dk.

Dagpenge, når du er selvstændig

Du optjener ret til dagpenge af overskuddet i din selvstændige virksomhed. Det er uanset, om der er tale om din bibeskæftigelse eller din hovedbeskæftigelse.

For at opnå ret til dagpenge skal du opfylde det, man kalder et indkomstkrav. Det betyder, at du skal have haft en indkomst på mindst 228.348 kroner (2018-tal). Du må gå fem afsluttede indkomstår tilbage og lægge overskuddet for de fem år sammen for at nå op på beløbet.

Overskuddet af din virksomhed fremgår af din årsopgørelse for et afsluttet indkomstår. Først når indkomståret er afsluttet, må AJKS bruge det. Hvis du for eksempel melder dig ledig den 1. maj 2019, er indkomståret 2018 ikke afsluttet hos SKAT endnu. Det sker først omkring den 1. juli. Derfor kan indkomståret 2018 ikke bruges, og du skal optjene ret til dagpenge på baggrund af indkomståret 2017 og bagud.

Har du blandet indkomst som både almindelig lønmodtager, freelancer med B-indkomst uden for en virksomhed og overskud fra selvstændig virksomhed, kan alle former for indtægter bruges til at optjene dagpengeret med. I det tilfælde må du gå tre år tilbage og tælle sammen. Lønmodtagerarbejde tages med i de måneder, det er indberettet til SKAT af din arbejdsgiver. Ét års overskud af selvstændig virksomhed og B-indkomst deles med 12, hvorefter du har indkomsten pr. måned, som kan lægges til. Du kan højst tælle 19.029 kroner med pr. måned.

Kontakt AJKS for nærmere vejledning.

Kan det betale sig at være medlem af a-kassen, når du er selvstændig?

Det er med sikkerhed en god idé, at du forsikrer dig mod uheld. Hvordan du konkret gør det, afhænger af din situation, og hvad du føler dig bedst tilpas med.

Er du selvstændig med cvr-nummer, er det ikke underligt, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal være medlem af a-kassen. Du kan jo blive stillet over for det krav, at du er nødt til at lukke dit firma, inden du er dagpengeberettiget, ligesom din dagpengesats er afhængig af dit overskud i firmaet. Jo lavere overskud, desto lavere dagpengesats.

På den anden side illustrerer dette facebookindlæg i en tråd om emnet fordelen ved at være medlem som selvstændig:

Jeg er i a-kasse ud fra den betragtning, at hvis der en dag sker et eller andet, som gør, at jeg vælger at lukke firmaet – og jeg ved ikke, hvad det skulle være, men man ved aldrig – at så har jeg en indkomst. I det tilfælde er a-kasse faktisk én af de billigste forsikringer overhovedet. Allerede første måned du er på dagpenge, har du tjent et helt års bidrag ind (Red.: anonym).

En del af dine freelancekolleger føler sig tilstrækkeligt dækket med Statens sygedagpengeforsikring i stedet for at være medlem af a-kassen. Her kan du som selvstændig tegne sygeforsikringer, der gælder fra henholdsvis første og tredje sygedag.

Læs om sygedagpenge for selvstændige her på virk.dk.

Nogle taler om at være med i AJKS i solidaritetens navn. Fortalerne siger, at de er forpligtet til at være med i a-kassen for at støtte alle dem, der bliver fyret, også selvom de kun selv er dagpengeberettigede, hvis de lukker forretningen. Et andet argument er, at forskellen måske ikke er så stor: Lønmodtagere kan få dagpenge, hvis de mister deres arbejde; selvstændige kan få dagpenge, hvis deres forretning går nedenom og hjem.

SPØRG DIG SELV

Hvad passer til dig?

A-kasse, sygeforsikring eller ingenting? Undersøg mulighederne, tænk dig om, træf valget.

Få hjælp til reglerne i AJKS

AJKS – Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation & Sprog – udbetaler dine dagpenge, hvis du får brug for det, ligesom de indkalder dig til møder og inviterer til netværksaktiviteter.

Du kan imidlertid få meget ud af at kontakte dem først, hvis du overvejer at ændre på din situation. Der er mange regler, som de kan hjælpe dig med at forstå, så du ikke risikerer at miste dine dagpenge, fordi der var noget, du ikke lige vidste eller tænkte over.

Har du ikke selv 100 procent styr på dagpengereglerne, er det en god idé at ringe til a-kassen, når:

  • du vil starte virksomhed: Uanset om det er som bibeskæftigelse eller som hovedbeskæftigelse.
  • du vil afmelde dig som ledig og leve udelukkende som selvstændig – uanset i hvor lang eller kort en periode.
  • du som lønmodtager får mulighed for at tage arbejde og ønsker supplerende dagpenge.
  • du vil lukke din virksomhed og søge dagpenge.
  • omsætningen – og derfor også dit overskud – i din virksomhed falder, og du skal vurdere, hvilke konsekvenser det kan få for din ret til dagpenge.

Bed om individuel rådgivning

I AJKS er de ikke imod dig, selvom du måske kan opleve det sådan, når du er mest optaget af dine muligheder, og de har mere fokus på, at du overholder reglerne.

Måske kan det hjælpe dig at huske på, at de er pålagt at informere dig om et kompliceret regelsæt, som de ikke selv har lavet.

Måske føler du dig alligevel lidt stækket, når du lancerer dine kreative freelanceidéer og bliver mødt med krav og regler.

Derfor er det vigtigt, at du selv holder fokus på fremdriften i din forretning, når du samtidig er på dagpenge – AJKS gør det ikke.

Til møderne i AJKS er det som regel overordnede emner, I gennemgår. Derfor er det en fordel at benytte sig af de individuelle tilbud i AJKS. Når du er på tomandshånd med en konsulent, får du ofte mere brugbar viden.

Konsulenterne har erfaring med, hvad der kan lade sig gøre inden for rammer og regler, og de har viden om medie- og kommunikationsbranchen.

AJKS er vild med LinkedIn til freelancere og selvstændige

I AJKS er det erfaringen, at det som freelancer eller selvstændig kan betale sig at være til stede og investere tid på LinkedIn. Her bliver du en del af et digitalt netværk med cirka 1,7 millioner danske profiler.

Vil du klædes på til det store netværk, finder du mere om AJKS’ LinkedIn-tilbud på hjemmesiden, hvor du også kan tilmelde dig gå hjem-møder om emnet.

Du kan også få mere at vide om a-kassens tilbud hos AJKS’ karriereteam på karriereteam@ajks.dk.

AJKS er også selv til stede på LinkedIn.

Freelancer, underviser og forfatter Abelone Glahn tilbyder også kurser og eneundervisning for selvstændige i LinkedIn.

TIP

Aftal eventuelt på forhånd et lille opmuntringsmøde med en god freelancekollega, når du kommer fra infomøder i a-kassen. Det hjælper dig til at få gejsten tilbage, hvis du er blevet udmattet af alle de regler, du er blevet orienteret om.

TIP

At være medlem i AJKS kan du se som en forsikring mod at ende på kontanthjælp, hvis du pludselig af den ene eller anden årsag må stoppe som freelancer.

TJEKLISTE

  • Freelanceopgaver kan være den hurtigste vej ud af arbejdsløshed.
  • Undersøg, om det bedst kan betale sig for dig at blive aflønnet med A- eller B-indkomst.
  • Er du selvstændig, skal du lukke din forretning for at få udbetalt dagpenge.
  • Husk, at du kan blive godkendt til selvstændigt bierhverv, mens du er på dagpenge.
  • Det er muligt at få supplerende dagpenge i perioder, hvor du har få eller ingen opgaver.
  • A-kassen er på din side, men de er forpligtet til at orientere dig om reglerne – og dem har de ikke selv udformet.