Efteruddannelse

k14@700
Foto: Charlotte de la Fuente

I DETTE KAPITEL

  • Overvejelser, inden du vælger efteruddannelse
  • Hvordan samarbejde kan betyde gratis efteruddannelse
  • Her kan du finde relevante kurser
  • Her kan du hente støtte til efteruddannelse

Du har gode muligheder for at holde dig selv og din forretning opdateret, og der er mange måder at tilegne sig flere og nye kompetencer. Det behøver ikke altid være dyre kurser og uddannelsesforløb.

Husk dog også, at mange har tendens til aldrig at føle sig helt dygtige nok – uanset hvor kvalificerede de er. Drømmeopgaverne får du først og fremmest ved at lægge billet ind på dem.

Når det er sagt, er det selvfølgelig godt, at du holder dig ajour med dit fag. Udviklingen af nye medier, metoder og software går stærkt. Find ud af, hvilken type opkvalificering du har brug for, inden du vælger efteruddannelse.

Udbuddet er mangfoldigt og broget. Det kan være en fordel, at du stiller dig selv nogle afklarende spørgsmål, inden du kaster dig ud i kurser og efteruddannelse. Det øger muligheden for bagefter at kunne bruge dine nye kompetencer direkte i din forretning. Spørg dig selv:

  • Hvad er formålet med, at jeg vil på uddannelse? Hvad vil jeg opnå?
  • Hvad kan jeg i forvejen, og hvad mangler jeg af kunnen og viden for at nå i mål?
  • Hvilken type uddannelser kan dække mit behov? Hvor får jeg mest for mine penge?
  • Kan et kortere kursus klare mit behov? I den tid jeg er væk fra min forretning, kan jeg ikke tjene penge.
  • Kan jeg opnå de nødvendige kompetencer på andre måder? For eksempel ved kollegial sparring og vejledning, sidemandsoplæring eller igennem en mentor?
  • Kan jeg spare tid og i sidste ende måske også tjene flere penge ved at tilkøbe de opgaveløsninger fra andre dygtige freelancere, som jeg gerne vil kunne levere til mine kunder?

Sidemandsoplæring – en skatkiste af gratis udviklingsmuligheder

Der findes et gennemprøvet alternativ til dyre kurser og skræddersyede uddannelsesmoduler med tilhørende ECTS-point. Sidemandsoplæringen. Denne form for uddannelse handler om at kigge over skulderen, om at få lov at prøve selv, om faglig udvikling igennem praksis.

Måske kan du finde en sidemand på en af disse måder:

  • Du spørger pænt i dine forskellige netværk, om nogen kan og vil bruge tid på at lære dig noget bestemt.
  • Du kobler dig på andres projekter, hvor de andre deltagere kan noget andet end dig.
  • Du tilbyder gensidig kompetenceudvikling. ”Jeg lærer noget om foto af dig, så lærer du noget om hjemmesider af mig.”

Løser du betalte opgaver i et fælles projekt, samtidig med at du lærer nyt, tjener du ligefrem penge på at dygtiggøre dig i stedet for at betale for det.

Ud over den konkrete kompetenceudvikling du opnår, udvider du også på en naturlig måde dit faglige netværk.

Se godt efter, inden du vælger

Hvis du efter din overvejelsesfase beslutter dig for, at det er efteruddannelse, du har brug for, kan det betale sig at researche, inden du vælger. Der er mange aktører på markedet, der udbyder kurser inden for alt mellem himmel og jord, og det er ikke det hele, der har lige højt niveau.

En dyr kursuspris og en eksklusivt udseende hjemmeside modsvares ikke altid af tilsvarende god kvalitet. Køb derfor aldrig et kursus eller et uddannelsesforløb alene ud fra de oplysninger, du finder på nettet. Ring og tal med en underviser eller kursuskoordinator, så du får mere konkret viden. Spørg blandt dine kolleger, om de kender udbyderen.

Lyt til andre

De mest sandfærdige evalueringer og anbefalinger om varer, tjenester og ydelser af enhver art får du fra venner, kolleger og fagfæller. Måske kender du ikke nogen, der har taget netop den uddannelse, du vil have, men de kan have været på en lignende eller på en, der viser sig at være endnu mere relevant for dig.

På nogle uddannelsessteder kan du få lov til at kontakte en tidligere deltager og spørge ind til hans eller hendes udbytte af sit forløb.

Uanset om det er tidligere kursister eller koordinatorer/studievejledere, du tager kontakt til, kan du spørge, hvordan det er at gå på uddannelsen med hensyn til:

  • Niveau: Disse svar gør det muligt for dig at tjekke, om det matcher dit behov for udfordringer og kvalificering.
  • Tilrettelæggelse: Bliv sikker på, at undervisningen ligger på tidspunkter, hvor du kan deltage – og på, om der er forventninger til deltagelse mellem kursusgangene, for eksempel i gruppearbejde.
  • Tidsforbrug: Kan du afsætte tilstrækkelig tid til forberedelse og hjemmearbejde til, at du får et tilfredsstillende resultat?
  • Arbejdsformer: Hvis du arbejder bedst alene, er det rart at vide, om der er meget gruppearbejde, eller om man oftest løser opgaver individuelt. Og omvendt.
  • Udbytte: Kan du forvente, at du bagefter vil kunne omsætte noget af det, du har lært, direkte i dit daglige virke? For eksempel hvad?

Karriererådgivning hjælper dig på rette vej

Konsulenterne i DJ’s karriererådgivning kan give dig individuel sparring, så du får retning på dine tanker om kompetenceudvikling. Book eventuelt en karrieresamtale på journalistforbundet.dk.

VOXPOP

Hvad gør du for at holde dig fagligt opdateret?

Jeg har en ambition om at tage på mindst ét kursus om året. Ofte bliver det til et par stykker, heraf det ene er et kursus på rejse.

Jeg tjekker altid Mediernes Efteruddanelse og DJMX, om der er noget interessant.

Det er super, at der er gode muligheder for støtte, og det prøver jeg altid at benytte mig af.

Thomas Arnbo, fotograf

Her kan du finde relevante kurser og uddannelser

#DJ’s oversigt over udbydere

DJ har gjort en del af researcharbejdet for dig og har udarbejdet en gedigen linksamling inklusive stikord til de fleste relevante uddannelsesinstitutioner og kursusudbydere. Fra de store udbydere af kurser og uddannelser inden for medie- og kommunikationsbranchen til universiteter, professionshøjskoler og mindre private kursusudbydere. Du finder listen her på journalistforbundet.dk.

#FreelanceGruppens kurser

FreelanceGruppen arrangerer kurser om lyd, ord, web, foto, grafik og forretning. Kurserne dækker bredt fagligt for at afspejle vores medlemsgruppe.

Tjek løbende på hjemmesiden under arrangementer, og hold øje med kurser i vores nyhedsbrev. Har du alvorligt mente kursusønsker, er du altid velkommen til at beskrive dem for kursusudvalget på kursusudvalget@freelancegruppen.dk.

#De andre specialgrupper i DJ har også tilbud

Du kan være I-medlem i lige så mange specialgrupper i DJ, som du ønsker. Som I-medlem af en specialgruppe har du blandt andet ret til at deltage i de kurser, der bliver udbudt i gruppen. Der er både betalings- og gratiskurser i flere specialgrupper.

Hold øje med kalenderen her på journalistforbundet.dk.

#DJ BIZ-kurser er målrettet freelancere og selvstændige

DJ udbyder hvert år en række BIZ-kurser. Introkurserne er for dig, der overvejer at gå freelancevejen. Du bliver introduceret til de glæder og muligheder, som et godt freelanceliv rummer, ligesom ulemper, risici og forhindringer bliver grundigt gennemgået.

En anden kursusrække er Startpakken, som har fokus på din konkrete forretningsopstart, og hvordan du kan få en bæredygtig forretning op at stå.

Er du freelancer, der ikke er vant til at sælge, måske ikke bryder sig om tanken og aldrig har tænkt på også at skulle agere købmand, vil du på BIZ-kurserne blive udfordret, måske endda provokeret, af ord som forretningsplan, markedsføring, salg, ydelser, produkter, omsætning og mål.

For garvede freelancere er der Vækstkurserne, der har fokus på videreudvikling og at holde forretningen dynamisk. Lige meget hvilket BIZ-kursus du deltager i, kommer du derfra med værktøjer, du kan bruge i din hverdag.

Her er nogle af kursusoverskrifterne:

  • Sådan griber du processen an
  • Sådan etablerer du dit eget arbejdsnetværk
  • Her finder du dine kunder
  • Disse juridiske og økonomiske overvejelser skal du gøre dig
  • Sådan skiller du dig ud fra mængden
  • Sådan laver du din helt egen forretningsplan
  • Sådan markedsfører du dig selv
  • Sådan prissætter du dine opgaver
  • Sådan sikrer du dig, at du løbende forbedrer og optimerer din virksomhed.

Ud over de nævnte kurser afholder DJ også BIZ-sessions: eftermiddagsmøder, hvor du høster erfaringer fra tre erfarne freelancere/selvstændige og får udvidet dit freelancenetværk.

Læs om BIZ-kurser og -sessions på journalistforbundet.dk.

VOXPOP

Hvad gør du for at holde dig fagligt opdateret?

Hvis man kan spotte tendenser, før de bliver til daglig praksis, kan man også finde opgaver. Ofte kræver det faglig opdatering, og det tager jeg mig råd til hvert år.

For to år siden investerede jeg i en bestyrelsesuddannelse, fordi kommunikation har afgørende betydning for virksomhedsledelsen og dens mindset. Siden da har en del af mit arbejde bestået af professionelt bestyrelsesarbejde. Jeg arbejder også med mødeledelse og netværk. Derfor tager jeg løbende kurser i for eksempel LinkedIn.

I år har jeg tilbragt tre uger på Cambridge Instistute og taget et business advanced-kursus. Stadig flere kunder har engelsk som koncernsprog, og her skal jeg kunne være med.

Det kan godt være grænseoverskridende at sætte sig på skolebænken, men det er meget givende – og det lønner sig altid.

Pernille Marott, journalist og kommunikatør

AJKS har kurser til ledige, og du kan tage på uddannelse på dagpenge

Det er altid en god idé at vedligeholde dine kompetencer, hvis du i en periode modtager arbejdsløshedsdagpenge. Det kan give dig nye forretningsidéer og -muligheder, der kan hjælpe til at frigøre dig fra dagpengene, ligesom det kan forøge dit faglige netværk. Er du medlem af AJKS, fortæller de dig gerne alt om rammer og betingelser for at uddanne dig på dagpenge.

Inden du beder om rådgivning, kan du læse om reglerne her ajks.dk.

Tilskud til uddannelse

Vær indstillet på, at du selv skal investere penge, hvis du vil have mere end et inspirerende eftermiddagsmøde eller endagskursus i fagforeningsregi. Der findes dog forskellige måder, hvorpå du kan få reduceret dine udgifter.

Søg fondsstøtte til efteruddannelse gennem FreelanceGruppen

Som O-medlem af FreelanceGruppen har du mulighed for at søge støtte til efteruddannelse i FreelanceGruppens Ophavsretsfond. Du kan se mere om forskellen på O- og I-medlemskab her.

Fonden fordeler såkaldt ophavsretslige vederlag fra forvaltningsorganisationen Copydan og dens pulje for trykte midler. Du kan søge, hvis du har haft 50 procent eller mere af din indtægt ved trykte medier i det foregående kalenderår. Der er mange andre regler og betingelser for støtte, blandt andet omkring webproduktion, som du kan finde mere info om her på journalistforbundet.dk.

Ophavsretsmidler fra puljen på radio-tv-området bliver uddelt direkte via digitale fordelingssystemer, som administreres af DJ Ophavsret, der udsender information til alle freelancere og selvstændige i DJ, når det er tid at tjekke og eventuelt registrere produktioner i systemet.

Læs mere på om de forskellige rettighedersmidler på journalistforbundet.dk.

Søg støtte hos Pressens Uddannelsesfond

Pressens Uddannelsesfond yder tilskud til uddannelse og efteruddannelse. Den er blevet til i et samarbejde mellem Danske Mediers Arbejdsgiverforening og Dansk Journalistforbund.

Her har du formålsparagraffen:

”§ 2 Fondens formål er at yde økonomisk bistand til uddannelse, efteruddannelse m.v. af medarbejdere, for hvilke virksomhederne yder bidrag til fonden. Uddannelsesaktiviteten kan finde sted under Mediernes Efteruddannelse, hos andre relevante udbydere eller på medlemsvirksomheden. Fonden kan endvidere yde støtte til særlig kursusaktivitet samt udviklings- og forskningsprojekter med relevant efteruddannelsesmæssig gevinst.” 

Pressens Uddannelsesfond yder støtte til freelancere på to måder:

  1. Fonden yder støtte til medarbejdere fra virksomheder, der yder bidrag til fonden. Det betyder, at du som selvstændig kan melde din virksomhed ind i Pressens Uddannelsesfond og få støtte til uddannelser og kompetenceudviklingsforløb. Støtten kan maksimalt være på 550 kroner pr. dag, og din virksomhed skal mindst bidrage med et tilsvarende beløb.

Inden du melder din virksomhed ind, kan det betale sig at regne lidt på det, for det koster mere end 1.000 kroner hvert halve år at være medlem af Pressens Uddannelsesfond. Derfor afhænger dit udbytte af et medlemskab af, hvor mange kursusudgifter du forventer at have.

Læs mere her om aktuelle priser på medlemskab, hvad du kan få tilskud til, ansøgnings- og udbetalingsregler og meget mere på pressensuddannelsesfond.dk.

  1. DJ har en aftale med Pressens Uddannelsesfond om, at alle freelancere i DJ kan søge PU-tilskud, når de deltager i kurser og uddannelser, der bliver udbudt på ’Mediernes Efteruddannelse’, portalen, der samler en lang række udbydere af kurser og uddannelser inden for medie- og kommunikationsbranchen.

Det første, du skal gøre, er at få en bekræftelse fra DJ på, at du er freelancer. Bekræftelsen skal bruges til ansøgningen om PU-tilskud. Du får den ved at udfylde formularen nederst på denne side: journalistforbundet.dk.

I første omgang betaler du selv den fulde kursuspris til kursusudbyderen og får derefter en andel retur. Der står tydeligt ved alle kurser, hvad PU-støtten er. Læs mere her om tilskudsreglerne på journalistforbundet.dk.

VIGTIGT: Du får kun PU-støtte til kurserne, hvis du tilmelder dig kurset via Mediernes Efteruddannelses portal!

Her finder du alle udbydere og kurser på Mediernes Efteruddannelse: mediernesefteruddannelse.dk.

Du kan trække dine kursusudgifter fra i skat

Hvis dit kursus er nødvendigt for at vedligeholde dine kompetencer og holde dig ajour inden for dit såkaldte indtægtsområde, er udgifterne til kurset fradragsberettigede. Det er altså en fordel at lade regninger i forbindelse med kurser indgå i dit regnskab. Husk, at du skal kunne argumentere ordentligt over for SKAT, hvis de spørger dig.

Hvis du vil tage dig en helt ny uddannelse, kan du ikke trække udgifterne fra. Forskellen kan nogle gange være svær at få øje på, og DJ rådgiver dig gerne om skattefradrag for efteruddannelse.

Læs også gældende regler om fradrag for udgifter til deltagelse i kurser her tax.dk.

Få skattefritagelse for fondsmidler

Hvis du har fået tildelt ophavsretsmidler fra FreelanceGruppen eller fra DJ centralt, som du vil bruge på efteruddannelse, kan du få DJ til at forhåndsgodkende formålet. Efter sådan en forhåndsgodkendelse er beløbet automatisk skattefrit.

TJEKLISTE

  • Hold dig ajour med dit fag, men hold fokus på dit salg.
  • Sidemandsoplæring er gratis og kan give nye gode kontakter og opgaver.
  • Spørg dine kolleger om deres erfaringer, inden du vælger efteruddannelse.
  • Du kan få tilskud til kurser gennem DJ og FreelanceGruppen.
  • BIZ-kurser i DJ er målrettet freelancere og selvstændige.